Det er ikke nok at bede, prædike og gå i kirke om søndagen. Trosbaserede organisationer vil løfte hele samfundet. Det stod klart ved seminar om såkaldt diakoni, hvor MAF var med.
Tro og udvikling – kan de to dimensioner fungere sammen, eller stritter de i hver sin retning? Troen er jo spirituel, mens udvikling foregår rent fysisk.
Kan de to berige hinanden, så troen får ben at gå på og vand, mad, husly, selvforsørgelse osv. får en dybere mening? Eller kommer der grus i maskineriet, når troen i privatsfæren blander sig i det offentlige arbejde.
De spørgsmål ligger lige til højrebenet for trosbaserede organisationer og lå da også og rodede i underbevidstheden hos undertegnede, da jeg deltog i et seminar hos Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde i Vejle den 26. april. CKU er paraplyorganisation for 36 kirkelige udviklingsorganisationer som MAF og har i alt 120 partnere i 40 lande.
Kirken bør tjene samfundet
Tro og udvikling viste sig på seminaret at have et fælles mulighedsrum i såkaldt ”diakoni”. Ordet er velkendt i kirkelige kredse som omsorgsarbejde, der udspringer af Jesu egen programerklæring:
”For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Markus 10:45).
Kirken er med andre ord sat i verden for at tjene samfundet, dvs. tjene mennesker, især de udsatte.
At der alligevel er et spændingsforhold mellem tro og udvikling, illustrerede generalsekretæren for Svensk Missionsråd Petter Jakobsson:
– Trosbaserede organisationer er på en måde tosprogede. Vi taler både i religiøse og almindelige udviklingstermer. Det er vigtigt for os at være autentiske i begge sprog, pointerede han.
Tro giver varme og passion
– Vi er både trosbaserede og rettighedsbaserede og bygger vores idealer på både Bibelen og Menneskerettighederne. Faren er at miste bibelsproget undervejs, for det er et minoritetssprog i den store udviklingsagenda.
– Men vi henter inspiration fra Kristus, der lod sig inkarnere i kød og samtidig beholdt sin guddommelige status. Vi må insistere på at bygge bro mellem vore landes udviklingsmål og Guds mission. Vi opdager de aktuelle behov gennem den lokale kirke og udfordrer kirken til at kæmpe for menneskers rettigheder.
Petter Jakobsson sluttede:
– Troen bidrager med varme og passion i udviklingssektoren. De to enheder – kirken og staten – gør hinanden stærkere og mere holdbare og bæredygtige. Og ude i marken ændres perspektivet, så mennesker går fra at være modtagere af hjælp udefra til selv at være forandringsagenter i deres egne samfund.
Genopretter relationer
Dr. Sas Conradie fra engelske Tearfund delte et koncept om ”integreret mission”, hvor tro og udvikling går hånd i hånd. Problemet i mange udviklingslande er, at kirkerne vokser, mens samfundet bryder sammen, sagde han. Kirken samles til gudstjeneste søndag og griber ikke rigtig ind i samfundet til hverdag.
– Nøglen er at tjene. Det er diakoni. Og det er kernen i Guds mission, proklamerede han og præsenterede en model, hvor relationer søges genoprettet på alle planer: til Gud, til én selv, til medmennesket og til skaberværket.
– Vi vil genoprette de brudte relationer for at frigøre menneskers gudgivne potentiale, pointerede han og gav et vink med en vognstang til kirken:
– Hvis vi ikke er en velsignelse for det omgivende samfund, vil samfundet blive en ”negativ velsignelse” for os.
Fra projekt til proces
David Musumba fra Kenya gav en sydlig vinkel på kirkeligt udviklingsarbejde i egenskab af stedfortrædende generalsekretær for Pinsekirkerne i Kenya.
– Trosbaserede organisationer nyder stor tillid her i syd. Der er kirker overalt. Og kirkerne går foran i at udvikle lokalsamfundet og træne ledere, fortalte han via en online forbindelse.
Her delte han pinsekirkernes erfaring med kirkelig samfundsforvandling:
– Det handler ikke om kortfristede projekter, men om fortløbende processer. Præsterne prædiker ikke bare søndag formiddag, men engagerer sig selv og deres menigheder i samfundet. Vi beder ikke bare, men handler. Og vi samarbejder endda med de muslimer, som også ønsker samfundsudvikling, og deres ledere deltager ind imellem i vores gudstjenester. Kirken fører an i udviklingsarbejdet. Vi har ressourcer. Alle kan bidrage med noget – også de ikke-kristne. Vi er vågne nu!
Et nyt mindset
Han illustrerede udviklingen fra projekt til proces:
– Projekter involverer ganske få professionelle, mens processer engagerer alle i lokalsamfundet. I projekter er folk blot modtagere, i processer oplever folk, at de har ejerskab. De er selv med til at forvandle deres egne samfund.
Vores tankegang må ændres, pointerede han:
– Vi må have et nyt mindset: Vi er ikke blot modtagere i syd, vi er partnere med jer. Så i Vesten kan I lære af os. Vi bruger al menneskelig kapacitet ved at fremlægge planerne så enkelt, at alle kan forstå dem og føle sig inkluderet.
Hvad kan vi lære af jer i syd, spurgte en deltager på seminaret.
– I skal genoverveje, hvad er ”samfund” er for en størrelse. Vi taler forskellige sprog her. Jeres samfund er individualistisk; vores er kollektivt efter devisen: ”Jeg er, fordi vi er”.
Af Svend Løbner, freelancejournalist
