Flyv med når MAF Madagaskars lille 4-personers Cessna henter en kvinde med smerter i brystet.
Et nødopkald tikker ind på MAF Madagaskars kontor og hangar ved hovedstaden Antananarivos flyveplads. En dr. Rushi fra det lokale hospital i Maintirano med Madagaskars østkyst beder om hjælp. Han har en hjertepatient, som har akut brug for sygetransport.
Med bil vil rejsen tage otte dage, hvis alt går godt. I regntiden kan man slet ikke komme frem. Så MAF er en gave fra himlen for Elizabeth og andre akut syge i det afsidesliggende Maintirano. En hurtig flyvetur på 1 time og 40 minutter er forskellen mellem liv og død.
”En patient har voldsomme smerter i brystet og uregelmæssigt bankende hjerte,” lyder den foreløbige diagnose fra lægen. Foreløbig, fordi det lokale hospital ikke at scanningsudstyr til at lave en egentlig undersøgelse. Så behandlingen er hidtil foregået med hjertemedicin.
Bønner og instrumenter, der bipper og blinker
Pilot Patrick Keller sætter sig til rette i flysædet på en lille Cessna 182 med plads til fire personer. Foruden piloten en til Elizabeth, en til en hjælper fra familien, og en til undertegnede.
– Lad os bede, siger han og går derefter i gang med det, der er blevet en vane for alle MAF-piloter: Kære Gud, tak for dit nærvær, din visdom og din barmhjertighed, som vi nu kan formidle videre”.
Instrumenterne bipper og blinker. Alle målere tjekkes, GPS, højdemåler, benzintank og en ny opfindelse, som MAF har udviklet. En ”tracker”, der giver besked til kontroltårnet op flyets position hvert 10. sekund. Med tre knapper, man hurtigt kan trykke på: En for ”Nødsituation”, en for ”Markering” og en for ”Alt er OK”. Den sidste får ind imellem et tryk fra piloten.
Naturen som Vorherre skabte den
For der er brug for den slags meldinger, når man flyver over et øde landskab som de madagaskiske. Vi letter fra Antananarivo med kurs mod øst, hvor runde bjerge ligger udspredt så langt øjet rækker. Mellem bjergene snor sig jordveje, der ser ud som stier, hvis det ikke var for de hjulspor, der med tiden har mejslet sig ind i den røde jord.
Den første halve time ses små landsbyer og marker hist og her, men derefter er det blot intet skabt af menneskehænder. Ind imellem de bløde bjerge er der med tiden opstået revner som efter jordskælv; i nogle revner ses træer vokse frem og danne små oaser i det, der kan betegnes som grøn ørken på grund af den lave bevoksning.
Det indiske ocean skimtes i det fjerne, ved nærmere øjesyn træder byen Maintirano frem, og tættere på skimtes landingsbane af rød jord. Piloten lander det lille fly hjemmevant, men kan ikke undgå bump og vrid, indtil flyet endelig parkerer foran en hal, der mangler alt undtagen et par sofaer i et lille venteværelse.
”Jeg har så ondt i brystet”
Her møder vi Elizabeth halvt liggende i en stol omgivet af børn og den unge mand, der skal gå hende til hånde. Familien er som regel med den syge ved indlæggelse, da de sørger for mad og hvad den syge ellers har brug for.
Elizabeth har klædt sig i det pæneste tøj og taget en hat på hovedet. Men ingen farver og skygger kan skjule det matte blik, og da hun vil rejse sig for at hilse, falder hun tilbage i stolen.
Efter præsentationen ligger spørgsmålet på læben: Hvordan har du det?
– Jeg har så ondt i brystet og har haft det sådan de sidste 10 dage.
Dr. Rushi kommer ind i venteværelset. Han følger sin patient til dørs og uddyber:
– Elizabeth har længe haft problemer med hjertet; hun kom også i medicinsk behandling sidste år. Så nu skal hun undersøges ordentligt. Vi har ikke udstyr til røntgen og ultralyd her i Maintirano, og vi har ingen specialister i hjertekarsygdomme på vores lille hospital. Så nu skal hun undersøges i Antananarivo.
Glad for at komme hurtigt på hospitalet
Elizabeth tager plads i flyvemaskinen ledsaget af hendes hjælper, og så letter flyet fra den bumpede jordbane. Og bliver ved med at lette, for som pilot Patrick Keller forklarer: Nu er det over middag, og solens varme får luften til at stige til vejrs og skabe turbulens for flyet. Så vi flyver over skyerne hele vejen hjem.
Der ingen komplikationer undervejs, piloten vender sig jævnligt mod patienten og spørger om alt er i orden, og det er det. Det er vigtigt at tjekke om patienten får ilt nok og kan klare trykket i kabinen, forklarer han.
Vi lander i Antananarivo godt halvanden time senere og stiger ud af flyet, hvor en minibus venter for at køre patienten til hospitalet.
– Jeg er meget glad for at komme så hurtigt på hospitalet med MAF. Faktisk havde jeg ikke andre muligheder, fortæller Elisabeth, inden hun sætter sig ind i minibussen.
Fart over feltet sikrer akut hjælp
MAF Madagaskar har tre Cessna-fly til rådighed, det ene fly er en ”Caravan” med 12 siddepladser og derfor velegnet til ambulanceflyvning, da sæderne kan skrues af og gøre plads til en båre. Samtidig er der iltmaskine og andet basalt lægeudstyr i flyet.
Ved sygetransporter som Elizabeths kan det lille firepersoners Cessna 182 går an, fordi hun kan sidde op i sædet.
MAF Madagaskar har tre fly: et stort Cessna 208 Caravan-fly og to mindre Cessna 182-fly. De små fly kan transportere tre personer eller en mindre last. Det store fly kan transportere 12 personer eller en stor last på op til et ton. De flyver mellem 200-270 km/t, hvilket er afgørende for patienter, der har brug for akut hjælp.
