Da Nepao’s hus væltede ned over ham, troede han, at han skulle dø. Han brækkede benet, men blev trukket ud af ruinerne og fløjet på hospitalet af MAF.
Sker der en ulykke herhjemme, ringer vi 112. Men så nem adgang til lægehjælp har de ikke i Papua Ny Guineas isolerede landsbyer. Hvis altså ikke MAF var til rådighed.
Det kan Nepao Pupukali tale med om. Han var i gang med sit daglige arbejde, da hans hus faldt ned over ham. I Papua Ny Guinea bygges husene ofte på pæle.
– Hvis det ikke havde været for MAF, ville jeg være død i dag, fortæller han.
Og man tænker: Et brækket ben slår vel ikke et menneske ihjel. Jo, hvis det ikke bliver behandlet, går der højst sandsynligt betændelse og koldbrand i det.
Men Nepao fik hjælp. Hans naboer gravede ham fri af ruinerne og ringede til MAF, som hurtigt sendte et ambulancefly til undsætning.
To dagsrejser på 12 minutter
– Opkaldet kom en fredag morgen med en anmodning om medicinsk evakuering fra Pyarulama til vores hospital i Kompiam, fortæller læge Diana Zwijnenburg.
Pyarulama er en lille landsby omkring 12 minutter væk med fly. En rejse, der til fods ville tage to dage gennem et barskt terræn.
– Hvis din kondi altså er i orden, smiler Diana.
Patienten fik smertestillende medicin og blev båret ind i flyet, som lettede og kort efter landede i Kompiam.
– Han var ikke ved fuld bevidsthed, da en gruppe mænd trak ham over på en båre og ind i vores ambulance for den korte tur fra landingsbanen til hospitalet, fortæller Diana.
Sten væltede ned over brystkassen
Da Nepao kom til bevidsthed, kunne han fortælle om ulykken. Han havde arbejdet under sit hus, da huset styrtede sammen. Stenene fra ildstedet faldt ned på hans brystkasse, og en tung træbjælke landede på hans ben.
– Disse sten er ret store, og når de falder fra en højde på to meter, vil de forårsage betydelig skade, fortæller Diana. – Det fik mig til at bekymre mig om hans bryst. Jeg undersøgte ham igen, men kunne ikke finde nogen brækkede ribben.
”Jeg skulle have været død”
Men Nepao havde svært ved at trække vejret og fik derfor ekstra ilt. Efter et krisedøgn kom han langsomt til hægterne, og en uge efter ulykken vendte smilet tilbage på hans ansigt.
Da benet var helet så meget, at han kunne komme hjem, fløj MAF ham tilbage til landsbyen, hvor folk stod klar til at tage imod ham.
– Jeg græd, da jeg så de andre gå og bevæge sig rundt. Jeg skulle have været død, så jeg græd meget. Og folk kom hen til mig, tog min hånd og græd sammen med mig, fortæller Nepao.
MAF har arbejdet Papua Ny Guinea siden 1951 og har i øjeblikket ni fly, der flyver ud til omkring 200 landingsbaner med hjælp, håb og helbredelse.
