MAF flyver sundhedspersonale ud til afsidesliggende områder af masailand, så de kan vaccinere tusindvis af børn i mobile klinikker. Over 12 millioner børn i Tanzania er nu vaccineret mod den dødelige poliovirus.
Polio er udryddet i det meste af verden takket være en massiv vaccinationsindsats. Men i Østafrika hærger den dødelige virus stadigvæk. Efter udbrud i Mozambique og Malawi sidste år besluttede myndighederne i Tanzania at vaccinere 10 millioner børn mod polio, også kaldet børnelammelse.
MAF’s sundhedsflyvninger, de såkaldte lægesafaris, er medvirkende til, at det nu lykkedes at overgå det ambitiøse mål. Over 12 millioner børn er i dag vaccineret mod den dødelige sygdom.
Fly forkorter afstande
En safari gik til Lesirwai-distriktet i masailand i det nordlige Tanzania. Her oprettede sundhedspersonale fra regeringshospitalet i storbyen Same mobile sundhedsklinikker, som forkortede de afstande mødre og børn ellers skulle tilbagelægge for at få lægehjælp.
Mødre, der fik deres børn vaccineret, vendte bagefter hjem til deres lokalsamfund for at sprede budskabet – hvilket tilskyndede flere mennesker til at deltage.
Styrker immunforsvaret
Massevaccinationerne gennemføres for at stoppe spredning af poliovirus blandt børn under fem år. Vaccinationerne foregår i munden og immuniserer børnene. Vaccinationskampagnen var rettet mod alle børn, uanset om de var helt, delvist eller slet ikke vaccineret i forvejen. Alt sammen for at styrke immunforsvaret mod den frygtede sygdom.
Tanzania afsluttede poliovaccinationskampagnen med succes efter at have nået i alt 12.131.049 børn – flere end det fastsatte mål på 10.295.316 børn.
Må ikke blusse op igen
Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO fører poliovirussen til lammelse hos 1 ud af 200 smittede børn. Ud af dem dør mellem 10 og 15 procent, fordi deres åndedrætsmuskler bliver lammet. Deraf navnet børnelammelse.
Antal syge med polio er faldet drastisk siden 1988, hvor 350.000 børn var smittet. I 2021 var tallet reduceret til kun seks tilfælde. Men så længe, der blot er én smittet, risikerer poliopandemien ifølge WHO at blusse op igen og sprede sig fra land til land over hele verden.