Priscilla flygtede fra borgerkrigen i Sydsudan med rebeller i hælene og kæmper nu for at overleve med sine to børn i kæmpestor flygtningelejr i Uganda. Men hun har overskud til at undervise andre flygtninge i traumeheling.
Det kræver en kvinde af en helt særlig støbning at være mor i en flygtningelejr.
Det mærker Priscilla på egen krop i Bidibidi-flygtningelejren i det nordlige Uganda.
Hun flygtede med sin familie fra volden i det borgerkrigshærgede Sydsudan. Hendes mand svigtede hende halvvejs og tog parrets tre børn med tilbage. Det ene barn døde i mandens varetægt, så hun fik fat i de to andre og flygtede videre mod syd. Men sig havde hun sin gamle mor, der havde fået et slagtilfælde. På vejen blev de forfulgt af oprørere og blev vidne til, at voldsmændene dræbte tre personer.
Kun råd til at spise én gang om dagen
Nu er de endelig kom frem til flygtningelejren, men madrationerne bliver skåret ned, og Priscilla har kun råd til at give familien mad én gang om dagen. Samtidig skal hun passe sin mor, made hende, bade hende, lægge hende i seng, få hende op og en gang om ugen skubbe hende i kørestol hen til den interimistiske kirke i lejren.
– Er der én ting, jeg har lært her i lejren, så er det, at der skal en særlig styrke til at være mor, konstaterer hun tørt, da vi møder hende for interview.
Beder om at få tilgivelsens hjerte
Sådan en kvinde er Priscilla. For undervejs i interviewet finder vi ud af, at hun trods al modgang underviser i Bibelen, så andre flygtninge som hende selv kan få lindring for deres traumer og lære den vigtigste af alle discipliner: at tilgive.
– Jeg underviser ud fra et materiale fra ACROSS, der hjælper flygtninge med at bearbejde deres traumer. Jeg fortæller bibelhistorier om tilgivelse og fortæller folk, at de skal bede til Gud om at få tilgivelsens hjerte. Fordi Kristus er kommet for at tilgive, har enhver af os mandat til at tilgive andre.
Formidler håb, hjælp og heling
Kan du tilgive de voldelige mennesker, som har ødelagt dit liv og land?
– Ja. For i Bibelen står der, at du endda skal tilgive din fjende. Derfor er jeg i stand til at tilgive.
MAF samarbejder med ACROSS om at yde traumeheling gennem Bibelens historier i den store Bidibidi-flygtningelejr. MAF var med til at starte ACROSS for 50 år siden i Juba, der nu er Sydsudans hovedstad.
Lige nu flyver MAF Medarbejdere fra ACROSS op til Arua i Norduganda mindst én gang om måneden, så de kan køre videre op til flygtningelejren og formidle hjælp og heling i grupper, hvor flygtninge kan spejle sig i bibelhistorier og finde håb og en vej videre i deres liv.
Forfulgt af oprørere
For der er masser af traumer at bearbejde, erfarer Priscilla og husker tilbage på sin egen flugt fra landsbyen Lokak i Sydsudan:
– Det tog en hel måned at komme til Uganda. Der var intet køretøj, ingen motorcykel, ingen bus. Undervejs blev min mand irriteret og dumpede mig sammen med min mor og tog selv børnene. Han blev hos børnene uden mig i tre måneder. Så døde et af mine børn, min tre år gamle pige. Min mand blev meget ked af det og meget vred. Han var vred, fordi hans børn blev taget væk fra ham og overladt til mig. Han fortalte sin mor, at han bare ville dø.
– Jeg flygtede videre med børnene og min mor. Min mor blev svagere og svagere og var ved at dø fra os. Samtidig fulgte oprørerne efter os. Tre personer blev skudt og dræbt for vore øjne. Men heldigvis mødte vi på vejen en barmhjertig samaritaner på motorcykel. Han tilbød at tage min mor med halvvejs. Efter endnu en måned lykkedes det for os alle at komme her til Bidibidi-lejren.
Chok afløst af bekymringer
Men dermed er problemerne ikke ovre. Nu er chok og traumer afløst af bekymring for fremtiden.
– Da vi ankom til lejren, blev vi budt velkommen med madrationer. Men nu har de skåret ned på rationerne, og vi har kun mad til to uger. Derefter må vi klare os på bedste beskub og nøjes med at spise én gang om dagen. Det er stressende, fordi de fleste af os ikke har jord at dyrke. Vi er afhængige af maduddelingerne. Man er jo nødt til at spise, for at få denne lille menneskekrop til at fungere. Og mor skal jo også have mad. Der er kun mig til at putte maden i munden på hende, bade hende, lægge hende i seng.
Priscilla er også bekymret for børnene:
– Børnene får ikke ordentlig undervisning, fordi der er op til 200 børn i hver klasse, og der er ikke skolematerialer til alle. Og jeg har ikke har penge nok til at sende børnene i en bedre skole. Når børnene ikke føler, de får nok ud af undervisningen i skolen, bliver de væk og går hen i centrene og ser videoer i stedet for. Her risikerer de at komme i dårligt selskab.
– Det stresser mig virkelig, for jeg kan ikke se en fremtid for mine børn. Som mor vil jeg gerne give mine børn en lys fremtid, men det bekymrer mig, når jeg ser børnene sammen med deres kammerater slentre rundt i lejren på må og få.
Jo, der skal en helt særlig styrke til at holde ud i den helt ubærlige situation, som mor Priscilla befinder sig i sammen med de andre 270.000 flygtninge i den store Bidibidi-flygtningelejr.
