Fanfina fra Tchad fik et hjerteanfald, men blev reddet på målstregen takket være MAF’s ambulanceflyvning.
Fanfina fik det pludselig dårligt i sit hjem i Tchad. Hendes mand kunne med det samme se, at hans kone havde fået et hjerteanfald.
Specialistbehandling var påkrævet. Men hospitalet med ret udstyr og ekspertise lå mere end 600 kilometer væk i hovedstaden N’Djamena.
Nu var gode råd dyre!
Opereret efter to timer
Han kørte hende hurtigt til MAF’s luftbase i Moundou, hvor et fly blev gjort klar til halvanden times ambulanceflyvning. En rejse, der via landjorden ellers ville tage en hel dag.
Allerede to timer efter anfaldet kom Fanfina på operationsbordet og fik den livsvigtige behandling. Og tre uger efter blev hun udskrevet.
Fanfinas mand, Memadji, er jublende glad for at hans kones liv blev reddet:
– Hun er i live i dag takket være den hurtige evakuering og effektive pleje. Tak skal I have! sagde han til både lægerne og piloterne fra MAF, der havde reddet Fanfinas liv.
”Pas godt på hende!”
MAF har to fly udstationeret i det nordafrikanske land. Hele 29 landingsbaner sikrer, at flyene kan nå ud til de mest isolerede af landets 15,8 millioner indbyggere.
Fanfina blev hjulpet tilrette ombord på flyet i Moundou af sin søn, mens hendes mand, Memadji, der selv er læge, blev tilbage for at tage sig af andre patienter.
– Vil I ikke nok passe godt på hende! bønfaldt han pilot Becky Dillingham.
Ekstremt dårlige veje
Og det gjorde hun sammen med operationschef John Feil. MAF prioriterer altid sikkerheden højt.
Den korte transporttid reddede Fanfinas liv. Med bil havde hun aldrig nået det. Vejen er ekstremt dårlig de sidste 300 kilometer ind til hovedstaden.
– Man kan endda se nogle af hullerne fra luften, de er så store! fortæller Becky.
Det ville have taget en hel dag at køre til N’Djamena ad landjorden i et godt køretøj. Hospitalets læger sagde det ligeud: Så lang tid havde Fanfina ikke til rådighed!
Tchad er et af de 27 udviklingslande, der får gavn af MAF’s flyvninger. MAF har fløjet nødhjælp og lægehjælp ud i landets afsidesliggende områder siden 1966.
Billederne er fra MAF’s ambulanceflyvninger i Tchad.
Tekst af Svend Løbner