MAF flyver hvert år et dedikeret hold læger fra Madagaskars hovedstad Antananarivo til den afsidesliggende landsby Sahakevo. Her blev 8-årige Tonjara opereret for læbeganespalte.
På operationsbordet ligger en skræmt ung dreng med øjnene susende rundt i operationsstuen. Han giver dog ikke en lyd fra sig, da anæstesilægen Olivier stikker en nål ind i ham fra en sprøjte med bedøvelse for få ham til at sove.
Pludselig skifter stemningen i rummet. Sundhedsteamet begynder at synge med på en sang fra en mobiltelefon. Fire mandsstemmer synger sagte, mens bedøvelsen sprøjtes ind og begynder at virke. Snart sover Tonjara.
Bliver drillet af kammeraterne
Tonjara er otte år og har læbespalte. Han er den eneste blandt landsbyens 4.000 indbyggere, der har den misdannelse. Han bor hos sin far, Nirina, og farens anden kone, Nestine, i Sahakevo. Heldigvis, for det er præcis hertil, MAF Madagaskar flyver med et lægeteam fra organisationen HoverAid.
HoverAid bringer hvert år lægeteams til 12 fjerntliggende og isolerede landsbyer på Madagaskar. Otte af dem ville de slet ikke kunne nå ud til uden MAF.
– Tonjara ligner ikke andre børn. De andre børn gør grin med ham, og det er trist. Derfor vil vi gerne, at han bliver opereret, siger Tonjaras far Nirina.
Glæder sig, når MAF-fly ankommer
Familien arbejder som bønder og forsøger at sælge deres afgrøder. De kæmper for at have nok indkomst.
– Vi har ikke jord nok; vi er mange søskende, og der er ikke nok til os alle sammen, forklarer Nirina. – Nogle i landsbyen dør, fordi de ikke har penge nok til at komme på hospitalet. Det ville tage os dage at nå dertil. Så vi er meget glade for at I kommer her!
– Vi glæder os hver gang, vi ser MAF-flyet ankomme, for vi ved, at de medbringer et sundhedsteam, som kan behandle de mennesker iblandt os, der kæmper med forskellige helbredsproblemer.
Operationen skal foregå hurtigt
Sundhedsteamet besluttede at foretage en læbespalteoperation næste dag. Operationen skal foregå hurtigt, gerne under 20 minutter, fordi mundhulen skal desinficeres ordentligt, og drengen skal have ilt under operationen. På grund af begrænsede ressourcer må vejrtrækningen foretages manuelt af anæstesilægen Olivier.
– Jeg og min kone ønsker fra dybet af vores hjerter, at Tonjara bliver rask. Vi tror på, at han får det godt, siger Nirina.
Tonjara vil kunne smile igen
Det var et rørende øjeblik, da Tonjara efter operationen blev båret til en seng uden for operationsstuen for langsomt at vågne op. Hans far Nirina kom ind for at få et første glimt af sin dreng og modtog information fra kirurgen Richard om, hvordan han bedst kan håndtere helingsprocessen og stingene.
Om et par uger vil Tonjara være i stand til at smile med ny selvtillid.
– Vi vil være juble og holde en fest, hvor vi fejrer Tonjaras helbredelse med vores familie og landsby, siger far Nirina.