Heidi og Steffen Engedal har brugt 1,5 måneder på at lære kulturen og sproget i Papua Ny Guinea at kende. Nu er de ved at have fundet deres ben og glæder sig til at komme i gang til januar.
”Min verden har fuldstændig forandret sig.”
Sådan sagde Heidi og Steffens 7-årige datter Lisa, da hun blev lagt i seng for nylig.
Og det kan forældrene meget vel sætte sig ind i efter, at familien Engedal nu har boet i Mount Hagen i Papua Ny Guinea i to måneder. Kontrasten til deres travle børnefamilieliv med legeaftaler og familie- og vennebesøg i Danmark er stor.
”Altså jeg synes, at vi laver utrolig lidt, men har meget travlt. Rigtig mange dagligdagsting tager bare meget længere tid,” siger Steffen.
Et eksempel er indkøb, forklarer Steffen. Han er blevet overrasket over, at man faktisk kan få alt i supermarkedet i Papua Ny Guinea. Alt bortset fra frugt og grønt er dog importeret fra Australien, og priserne er generelt højere end i Danmark. Og det kræver nogle gange en del tid at finde varerne.
”Selv om en butik måske havde havregryn i sidste uge, så er det ikke sikkert, at de har det ugen efter. Når man så finder en butik med havregryn, så skal man sørge for at tjekke, om havregrynet er for gammelt eller pakken er åben, og om havregrynet bare er for gammelt ift. holdbarhedsdatoen eller, om det ligefrem er muggent,” siger Steffen.
Lære sprog og kropssprog
At lære at navigere i deres nye dagligdag har været en stor del af deres introduktion til at bo og arbejde for MAF i Papua Ny Guinea. De har haft introduktion til byen, til økonomi, til sikkerheden og haft undervisning i fællessproget i Papua Ny Guinea, Tok Pisin.
”Vi har virkelig kunne stå på skuldrene af alle de MAF-medarbejdere, vi har mødt hernede, og fx vendt rigtig mange kulturforskelle med vores underviser i Tok Pisin,”siger Heidi.
For ét er at lære sproget, noget andet er at lære at kommunikere. Og i Papua Ny Guinea kommunikerer folk helt anderledes end i Danmark.
” I vores danske kultur er vi vant til at tale ret direkte til hinanden, hvor man i Papua Ny Guinea taler meget indirekte. Da vi besøgte skolen, spurgte Steffen den midlertidige leder, om han havde tid til at vise os rundt på skolen nu. I Danmark kan man forvente, at manden svarer nej, hvis han skal noget andet. Her svarer han, at han gerne vil vise os skolen, og af omveje finder vi ud af, at han faktisk har undervisning nu og derfor ikke kan vise os rundt,” siger Heidi.
Heidi og Steffen har talt med deres Tok Pisin-underviser om episoden, og denne opførsel har noget at gøre med, at man helst ikke vil skuffe andre. Hun har også fortalt dem, at hvis man har et kritikpunkt til nogen, så skal man ikke sige det direkte, men i stedet henkastet foreslå andre måder at gøre noget på.
”Hvis man skal forstå, hvad folk virkelig mener, så skal man læse deres kropssprog. Det bliver noget, jeg skal øve mig på som leder og lærer, siger Steffen.
Noget for noget og tand for tand
Familien har også fået mange gaver af folk på skolen og af andre lokale, typisk frugt eller grøntsager. Det er også en del af kulturen, og især at folk forventer at få noget igen.
Denne tanke præger også meget deres tilgang til at være kristne, reflekterer Heidi. Størstedelen af befolkningen i Papua Ny Guinea er kristne, men på en helt anden måde end i Danmark. Familien har været med nogle af de lokale MAF-ansatte i kirke, og lagt mærke til, at det er en udbredt opfattelse, at man bliver frelst, fordi man går i kirke eller beder. Altså det er noget for noget overfor Gud.
Desuden har Steffen lagt mærke til, at eksemplerne som bliver brugt i prædikerne, er meget anderledes end i Danmark. Han forstår nok Tok Pisin nu til at forstå, at der er meget fokus på, at man ikke skal udøve vold i sin familie eller hævne sig på andre.
”Selv om folk er kristne, så er klanen eller stammen hævet over alt andet – også Gud. Hvis nogen gør stammen uret, så er det det vigtigste at hævne det,” siger Steffen.
Papua Ny Guineas problemer med konflikter mellem de forskellige stammer, betyder også en del for sikkerheden i at bevæge sig rundt i Mount Hagen. Selv om papua ny guineanere egentlig ikke har i sinde at gøre MAF-folk fortræd, så kan man være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
”Vi får løbende SMS’er fra MAF’s sikkerhedsansvarlige, om hvor i byen, vi skal lade være med at bevæge os hen, fordi der kan være optøjer i gang. Desuden er det blevet en vane at låse alle døre, når man sætter sig ind i en bil,” siger Heidi.
”Vi bliver ikke urolige ved, at vores hverdag nu er sådan. Tværtimod tager vi det som en tryg sikkerhedsforanstaltning, at MAF tager vores sikkerhed alvorligt,” siger Heidi.
Komme ud hvor der virkelig er brug for MAF
Én ting savner de dog at opleve. Familien har ikke rigtig været udenfor Mount Hagen, og det trænger de til nu.
”Der er jo ikke brug for MAF i Mount Hagen. Der er brug for meget andet – fx en god skole, men ikke fly. Vi oplever, at der er stor kontrast mellem her, hvor vi bor og så de landsbyer, som MAF flyver til, siger Steffen.
”Vi landede i november i en ny verden her i Mount Hagen, men vi har en klar fornemmelse af, at der ligger en helt anden ny verden bare 20 minutters flyvetur væk.”
I næste uge skal familien ud til en af de landsbyer, som MAF regelmæssigt flyver til. Her skal de bo ligesom de indbyggerne, uden internet, køleskab eller fryser.
Eller det troede de, at de skulle i næste uge. Fordi dagen inden er besøget i landsbyen blevet aflyst. Det er endnu en af de mange ting, som familien skal vænne sig til. Planer og aftaler ændrer sig hele tiden.
Steffen begynder som skoleleder på Highlands Christian Grammar School til januar. Han kommer til at udgøre et lederteam sammen med den lokale viceskoleleder. Lige nu holder skolen ”sommerferie” på otte uger, så Lisa på syv år skal først starte i skole til februar. Planen er, at Maria på fire år skal begynde i skolens børnehave, og at Heidi det første halve år skal fokusere på børnenes trivsel.
